Henrik Ibsens skrifter

Tak for ​dit brev af 14. sept., som jeg herved i korthed vil besvare.

Din beslutning at lade ​ansøgningen bero i departementet er den eneste rigtige; thi du ansøger jo ikke om at få et ​attachéstipendium straks men så snart et sådant blir ledigt. Om det skulde være nødvendigt ​endnu en gang at tale til Sverdrup om sagen ved jeg ikke; derimod vilde jeg henstille til dig at gøre en ​visit hos statsråd Arktander, eller opsøge ham i hans kontor, og lægge ham dette anliggende på hjerte også fra mig. Hvis statsråd ​Daa er i byen, kan du ikke undgå at ​hilse på ham; husk på, at ​han er din onkel og at ​han som formynder for dig har forvaltet dine penge indtil du blev myndig. Dette må du efter skik og brug takke ham for. Ligeledes skulde det være mig kært om du vilde gøre bekendtskab med statsrevisor Berner og sige ham fra mig at jeg endnu fastholder som en fuldt ​berettiget fordring at der fra statens side ydes Bjørnson og mig nogen erstatning for de store tab, vi har lidt og fremdeles lider på grund af manglende literære konventioner med udlandet og navnlig med Tyskland. –

Nu vil det vel ikke vare så længe før vi ses igen. Skulde der ved afrejsen fra Kristiania være stygt, stormende eller tåget vejr på søen, så ​benyt ikke dampskibet, men tag heller vejen gennem Sverig. Her er det nu i de sidste dage begyndt at blive noget høstligt; men det kan vel være at vi får de smukke dage igen, som vi havde indtil i forgårs; idag blæser her nordenvind og det klarer betydeligt op.

Amerikaneren, ​ mr: Rudd (?), talte jeg med idag nede ved stationen. Han var med ​sin frue på en rejse nordover; da han så mig, steg han ud i den tanke at træffe dig. Han fortalte at han havde et hus i ​ Meran, og han agtede at blive boende der. Han så noget sygelig ud, men løb dog nok så raskt ​op til Schelleberg. Bad meget at hilse.

Frøken Schreiber er nu næsten rent gal. Hun hilser ikke og ser ikke på mig når hun går mig forbi. Grunden, hun har sagt til Ravnkilde, er den at jeg aldrig overbringer hende og ​ frøken R. de hilsener, som hun véd at din mamma og du sender dem hver gang I skriver mig til. En anden historie om dem! ​ Fru Grieg skrev et venskabeligt brev til frøken R.; dette gav fr. S. anledning til blandt de fremmede at udsprede det rygte at Griegs led af stormandsgalskab, og som bevis herfor fortalte hun at fru G. skriver at «hendes mand i 14 dage har kørt om på gårdene med tre heste». Jeg sagde straks til Ravnkilde, at dette var noget sludder; og ganske rigtig; af Aftp. så jeg at «E. Grieg på en 14 dage var rejst op til ​gården Hestetred» – hvor han nemlig vil bygge et hus! Deres mange andre forryktheder vilde det bli’ for vidtløftigt at skrive om.

Den lovede afskrift af første afsnit af ​din skildring har jeg endnu ikke modtaget. Måske tør jeg deraf slutte at I snart personlig vil kunne overbringe den og at den derfor ikke er afsendt. At den skulde være gået tabt undervejs, synes jeg ikke godt, jeg kan tænke mig.

Om ​koleraen i Italien ved I naturligvis omtrent det samme som jeg. I Rom skal et par spredte sygdomstilfælder være forekommet; om noget dødsfald dersteds har jeg ikke hørt. Men det har jo endnu ingen hast med at fatte beslutning om vinteropholdssted; oktober og i fornødent fald november er jo smukke i Sydtyrol, og i løbet af et par måneder må det vel vise sig, hvorledes forholdene blir for vinteren i Italien.

Jeg håber at din m. har modtaget mit seneste brev og at hun ​frodes og trives godt. Jeg har det udmærket i enhver henseende. Mange hilsener til eder begge fra din hengivne p: